Lovligt ophold for at blive gift i Danmark
For at I kan blive gift i Danmark, skal I begge lovligt kunne rejse ind i Danmark og opholde jer her.
Der er forskellige krav til indrejse og ophold, afhængig af hvilket land I kommer fra.
Lovligt ophold i Danmark kan bygge på:
- Dansk indfødsret
- Statsborgerskab i et andet nordisk land
- Statsborgerskab i et EU/EØS-land eller Schweiz
- Statsborgerskab i et land, hvis borgere ikke er visumpligtige (et visumfrit land)
- Opholdstilladelse i Danmark
- Visum til indrejse og ophold i Danmark eller et andet Schengenland.
Som dokumentation for lovligt ophold i Danmark kan du vedlægge følgende:
- Visum/herunder turistvisum
- Opholdstilladelse eller EU-opholdsbevis fra Danmark
- Opholdstilladelse fra andet Schengenland
- Pas
- Anden gyldig dokumentation for nordisk statsborgerskab eller statsborgerskab i et andet EU-land
- Dokumentation for tidspunktet for indrejse i Danmark, fx indrejsestempel.
Læs mere om visum på Udlændingestyrelsens hjemmeside Ny i Danmark
Hvornår skal du ikke sende dokumentation for lovligt ophold?
Hvis du har dansk indfødsret, skal du ikke sende dokumentation for lovligt ophold.
Du skal heller ikke sende dokumentation, hvis du har ret til ophold som statsborger i et andet nordisk land og samtidig har bopæl i Danmark.
Særlige krav til pas eller anden rejselegitimation, når du er borger uden for EU/EØS
Når du som statsborger i et land uden for EU/EØS rejser ind i Danmark og opholder dig her i landet, skal du have et gyldigt pas eller anden godkendt rejselegitimation.
Krav til dit pas, når du indrejser i Danmark
- Dit pas skal være gyldigt i mindst 3 måneder udover den dato, hvor du forventer at udrejse af Danmark.
- Dit pas skal indeholde mindst 2 tomme sider.
- Dit pas skal være udstedt indenfor de seneste 10 år. Et pas med længere gyldighedsperiode end 10 år, kan ikke benyttes som rejselegitimation i Danmark udover de første 10 år fra passets udstedelsesdato. Dette gælder også, hvis dit pas der er forlænget ud over en gyldighedsperiode på 10 år fra passets udstedelsesdato.
Det er jeres eget ansvar at sikre, at I rejser lovligt ind i Danmark.