Krav til dokumentation
Der kan være særlige krav til de dokumenter, du skal vedlægge ansøgningen, når du søger om en prøvelsesattest. Det kan du læse mere om her.
Det kan være, dine dokumenter skal være blåstemplet af en officiel myndighed – enten med en apostille-påtegning eller ved at være legaliseret. Dine dokumenter skal også oversættes til dansk, engelsk eller tysk. Grunden til, at vi stiller disse krav, er, at Familieretshuset skal kunne vurdere, om dokumenterne er ægte, og om de kan anerkendes i Danmark.
Udenlandske dokumenter skal oversættes
Udenlandske dokumenter skal være oversat til dansk, engelsk eller tysk af en autoriseret oversætter. Det gælder også en eventuel apostille-påtegning. Hvis dokumentet er blevet legaliseret, skal alle stempler m.v. også oversættes. Vær opmærksom på, det skal være gjort, inden ansøgningen sendes til Familieretshuset.
Dokumenter, som ikke kræver noget
Er dine dokument fra USA, Canada, New Zealand, Australien eller Tyrkiet, skal det normalt ikke legaliseres eller have en apostille-påtegning for at kunne godkendes i Danmark. Det samme gælder dokumenter fra landene på det europæiske kontinent med undtagelse af nedenstående lande:
• Albanien
• Armenien
• Aserbajdsjan
• Belarus
• Bosnien-Herzegovina
• Georgien
• Kasakhstan
• Kirgisistan
• Kosovo
• Rusland
• Tadsjikistan
• Ukraine
• Usbekistan
Dokumenter, som skal have en apostille-påtegning
Er dokumenterne fra et land uden for Europa, som ikke er USA, Canada, New Zealand, Australien eller Tyrkiet, og har landet tiltrådt apostille-konventionen (Haagerkonventionen af 5. oktober 1961), skal de have en apostille-påtegning fra udstedelseslandet.
Er dokumenterne fra et af de nævnte europæiske undtagelseslande (som står listet ovenfor), og har landet tiltrådt apostille-konventionen (Haagerkonventionen af 5. oktober 1961), skal de også have en apostille-påtegning fra udstedelseslandet.
- Se listen over lande, der har tiltrådt apostille-konventionen
- Apostille-konventionen (Haagerkonventionen af 5. oktober 1961)
- Haagerkonferencens hjemmeside (her finder du blandt andet en liste over medlemslandenes apostille-myndigheder)
Dokumenter, som skal legaliseres
Er dokumenterne fra lande, der ikke er omfattet af kategorierne ovenfor, skal de som udgangspunkt legaliseres, for at vi kan godkende dokumentet som ægte i Danmark. Dine dokumenter skal legaliseres i det land, som har udstedt dokumentet. Der kan være forskel på proceduren fra land til land.
Har du brug for mere vejledning?
Vi anbefaler, at du kontakter den danske repræsentant i landet, hvor dine dokumenter kommer fra, hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for dig.
Du kan også læse denne vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet