Iben: "Det bedste ved mit arbejde er mine kollegaer"
Iben er i gang med sin kontoruddannelse i Familieretshuset. Hendes hverdag veksler mellem skoleforløb og arbejdet i afdelingen Journal og Mødebooking, hvor hun får praktisk erfaring med offentlig administration. Iben er snart færdig med sin elevtid i Familieretshuset, og hendes råd til andre, der overvejer at blive elev, lyder: ”Gør det! Kast dig ud i det. Det er et godt sted at være, og folk er super søde”.
Billedtekst: Iben Schmidt. Kontorelev i Journal og Mødebooking i Aabenraa.
Ibens vej til at blive elev i Familieretshuset
Iben startede som elev i Familieretshuset i november 2021. Valget faldt på Familieretshuset, da en af hendes bekendte talte meget varmt om, at Familieretshuset var en god arbejdsplads med spændende opgaver. Samtidig ville Iben rigtig gerne prøve kræfter med offentlig administration.
Den første tid som elev
Fra dag ét har Iben oplevet at blive taget godt imod. Det er særligt elevvejlederen Helle, der har hjulpet Iben ind i stillingen og efter Ibens mening: ”kæmper Helle for, at de nye elever kommer godt i gang”. Iben har oplevet, at hun, som elev, hurtigt kom ind i stoffet og kunne løse opgaver selvstændigt - også selvom hun kom med en helt anden faglig baggrund i bagagen. Iben selv har tidligere arbejdet i hjemmeplejen. Hun fortæller, at ”i starten tager din vejleder dig meget i hånden, men gradvist lærer du at løse dine opgaver mere og mere på egen hånd”. Og skulle der opstå tvivl, så sidder Iben samme sted som sin vejleder: ”Det er super fedt. Jeg kan altid lige tage fat i hende, hvis jeg har et spørgsmål”.
”I starten tager din vejleder dig meget i hånden, men gradvist lærer du at løse dine opgaver mere og mere på egen hånd”
Det er ikke kun elevvejlederen, der har sørget for, at opstarten i Familieretshuset var god. Iben startede samtidig med en anden elev, og det har været rart at have én at sparre med, som er i samme båd som hende selv. Hun fremhæver også, at der har været god sparring med elever, der er længere i uddannelsesforløbet; de har været en kilde til gode råd om både arbejdsplads og skole.
Hverdagen i Familieretshuset
Iben er A-menneske, og hun kan godt lide at møde ind kl. 6 om morgenen. Når Iben møder ind, har hun som fast opgave at journalisere den post Familieretshuset modtager ud på de relevante sager. Opgaveporteføljen varierer i løbet af ugen med bl.a. at betjene skranken, hvor hun tager imod besøgende og borgere, besvare afbudstelefonen og booke møder for hele organisationen. Derudover har hun også jævnlig sparring med sine kollegaer om indkomne opgaver. En tidlig start på dagen giver Iben frihed til at gå tidligere hjem og være sammen med sin familie.
Dagene i Familieretshuset er ikke ens. I løbet af Ibens uddannelse har hun været i kontakt med ansatte på Familieretshusets forskellige lokationer rundt i landet, hvor hun har fået indsigt i den brede vifte af opgaver, som Familieretshusets medarbejdere løser.
Kollegaerne og det sociale fællesskab
Selvom Iben er glad for sine arbejdsopgaver og nyder fleksibiliteten i forhold til sine arbejdstider, så er der én ting, som overgår dem begge: Kollegaerne. Iben erklærer: ”Det bedste ved mit arbejde er mine kollegaer”. Kollegaerne nyder ikke kun hinandens selskab på arbejdet, men prioriterer også at bruge tid sammen, når det er blevet fyraften. Her har de bowlet, spillet minigolf og været ude at spise sammen.
”Det bedste ved mit arbejde er mine kollegaer”
De sociale aktiviteter begrænser sig ikke kun til kollegaerne på kontoret. Som en del af elevuddannelsen bliver der afholdt fælles elevdage, hvor elever mødes på tværs af afdelinger og lokationer. Ifølge Iben har det været ”rigtig godt og hyggeligt”. Mange elever i Familieretshuset er voksenelever med tidligere erhvervserfaring bag sig, og de er derfor det samme sted i livet.
Vekselvirkning mellem elevplads og skole
For Iben er der en god vekselvirkning mellem skole og elevplads i Familieretshuset. På skolen har Iben mødt elever fra andre offentlige myndigheder, som hun har arbejdet sammen med om diverse gruppefremlæggelser. Under den afsluttende eksamen gav Familieretshuset ekstra fridage til hendes eksamensskrivning. Generelt oplever Iben Familieretshuset som en fleksibel arbejdsplads, hvor hun har følelsen af at høre til, og at hendes ønsker og behov er blevet imødekommet.
Efter uddannelse
Ibens tid som elev i Familieretshuset er ved at være ved vejs ende. Hun har afleveret og forsvaret sin afsluttende opgave på skolen og har nu kun et par uger tilbage på kontoret. Hvad der skal ske, når elevtiden er forbi, har Iben helt styr på. Hun har efter en ukompliceret jobsøgning landet en stilling hos ATP, hvor hun skal arbejde med familieydelser.