21. februar 2025

Skal du søge kon­fir­ma­tions­bi­drag el­ler be­klæd­nings­bi­drag?

Det er snart højtid for konfirmationer, og de fleste forældre, som skal holde konfirmation i år, er formentlig allerede i gang med forberedelserne. Hvis du er berettiget til at modtage konfirmationsbidrag eller beklædningsbidrag, så husk at søge det i god tid.

Hvad er konfirmationsbidrag og beklædningsbidrag?

Hvis I som forældre ikke bor sammen, når jeres barn skal konfirmeres, er det muligt for den, som holder fest for barnet, at ansøge om konfirmationsbidrag fra den anden forældre. Det gælder dog kun, hvis den anden forældre ikke opfylder sin forsørgelsespligt i forbindelse med konfirmationen.

Det er muligt at søge beklædningsbidrag, hvis jeres barn ikke skal konfirmeres, men har nået konfirmationsalderen (dvs. 13-15 år), og den milepæl skal fejres, og hvis den anden forælder ikke opfylder sin forsørgelsespligt i den anledning.

Man kan opfylde sin forsørgelsespligt ved f.eks.:

  • at holde en fest for barnet
  • at tage barnet med på en ferierejse for at fejre konfirmationen / konfirmationsalderen
  • at bidrage økonomisk til fejringen på lige fod
  • at have indbetalt til en opsparing, som har haft til formål at dække udgifterne til konfirmationen.

Vær opmærksom på, at beklædningsbidrag ikke er et bidrag til tøj til konfirmationen. Derfor kan du kun søge om enten konfirmationsbidrag eller beklædningsbidrag - afhængig af den fejring, der er planlagt for dit barn.

Konfirmationsbidrag og beklædningsbidrag er et engangsbeløb på 4.257 kr. i 2025.

Søg i god tid og senest dagen før konfirmationen

Familieretshuset skal modtage din ansøgning om konfirmationsbidrag senest dagen før, dit barn skal konfirmeres. Ansøgninger, der sendes efter konfirmationsdatoen, bliver afvist. Hvis du ansøger om beklædningsbidrag, kan du ansøge fra dit barn er fyldt 13 år, og til barnet fylder 15 år.

Familieretshuset anbefaler, at du søger i god tid, så sagen kan behandles inden konfirmationen eller dagen for anden fejring.

Bidraget skal betales på barnets konfirmationsdato. Hvis afgørelsen træffes efter denne dato, skal bidraget betales straks.

Forskel på fælles forældremyndighed og ene forældremyndighed

Familieretshuset kan ikke fastsætte konfirmationsbidrag eller beklædningsbidrag, hvis der er fælles forældremyndighed, og den anden forælder opfylder sin forsørgelsespligt.

Hvis du har forældremyndigheden alene, vil Familieretshuset normalt altid fastsætte et konfirmationsbidrag eller beklædningsbidrag, hvis du ansøger om det. Vi vil kun tage hensyn til udgifter, som den anden forældre har i anledningen, hvis det sker efter aftale med dig.

Læs mere på vores hjemmeside

Læs om konfirmationsbidrag her
Læs om beklædningsbidrag her