Ombudsmanden har afsluttet sin undersøgelse af Familieretshuset
En stigning i sagsbehandlingstiderne på børnebidragsområdet i 2024 fik Ombudsmanden til at bede Familieretshuset og Social- og Boligministeriet om en redegørelse. Familieretshuset havde allerede gennem en længere periode arbejdet med en række tiltag for at nedbringe sagsbehandlingstiden, og efter de første positive resultater har Ombudsmanden nu valgt at afslutte sin undersøgelse.
I 1. kvartal 2025 er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid faldet. Familieretshuset forventer, at de positive tendenser fortsætter, så området kommer helt i balance igen i løbet af 2026, og sagsbehandlingstiden i gennemsnit vil være på niveau med sagsbehandlingstiden i 2023.
Opmærksomhed fra Ombudsmanden
De lange sagsbehandlingstider i 2024 førte til et større antal klager fra borgere, og på den baggrund bad ombudsmanden Familieretshuset og Social- og Boligministeriet om en redegørelse.
Efter at have gennemgået de iværksatte initiativer og set de første resultater har ombudsmanden besluttet at afslutte undersøgelsen. Ombudsmanden vil fortsat følge udviklingen – blandt andet i forbindelse med en status, som Familieretshuset skal afgive i august 2026.