Ængstelighed ved adskillelse bliver en medvirkende faktor til kontaktbrud, hvis ikke barnet støttes i at håndtere ængsteligheden hensigtsmæssigt. Her kan begge forældres reaktioner på barnets ængstelighed potentielt have betydning for, om barnet fastholdes i sin oplevelse af utryghed ved adskillelse eller støttes henimod at kunne opleve tryghed ved adskillelse.
Når et barn oplever utryghed ved adskillelse fra en forælder, har denne forælder, som barnets trygge base, en vigtig funktion i at møde barnet med omsorg og samtidig at betrygge barnet i at opleve adskillelse trygt. Men hvis forælderen kommer til at føle som barnet, frem for med barnet, og primært møder barnet med øget omsorg og ikke med ro og betryggelse i at adskillelse er trygt, kan forælderen komme til at forstærke utryghed hos barnet.
Hvis den anden forælder tolker barnets utryghed ved adskillelse som en afvisning af forælderen og reagerer på dette med egne sårede følelser, flyttes fokus væk fra betryggelse af barnet og væk fra, hvordan forælderen kan støtte barnet. Og barnet kan opleve at blive bekræftet i, at det er utrygt at være adskilt fra den forælder, barnet orienterer sig mod, fordi barnet ikke mødes med forståelse og omsorg men i stedet gøres ansvarlig for sårede følelser hos forælderen.
Hvis forælderen opfatter barnets utryghed ved adskillelse som udtryk for, at den anden forælder overreagerer og måske endda forsøger at sabotere samvær, kan det øge konflikten mellem forældrene, og derigennem også påvirke den anden forældres mulighed for at betrygge barnet i at opleve adskillelse trygt.