Det er almindeligt for små børn at opleve ængstelighed, når de adskilles fra en tryg omsorgsperson. Hvis barnet oplever utryghed ved adskillelse fra den ene forælder, og ikke bliver støttet til at kunne opleve tryghed, kan det medvirke til kontaktproblemer i barnets relation til den anden forælder.
Det, der kan komme til udtryk som modstand på samvær med en forælder, kan i nogle tilfælde handle om, at barnet føler ængstelighed ved at være væk fra den anden forælder. Når dette er tilfældet, vil barnet også vise modstand på adskillelse fra forælderen i andre situationer end ved samvær, fx i forbindelse med at barnet skal i skole, på legeaftaler, på lejrskoler osv. (Johnston & Sullivan, 2020)
Ængstelighed ved adskillelse er almindeligt forekommende hos små børn (særligt 0-3 år) og er en del af en almindelig udvikling. Når det forekommer hos ældre børn, kan det være udtryk for en usund dynamik i relation til den forælder, barnet ikke vil adskilles fra. Det kan være, hvis forælderen signalerer at have vanskeligt ved at være alene og tage vare på sig selv, og hvor der sker en rolleombytning i relationen, hvor barnet får oplevelsen af at skulle passe på sin forælder (Johnston & Sullivan, 2020).
Men der kan også være andre og gode grunde til, at også ældre børn udvikler ængstelighed ved adskillelse, som ikke handler om kvaliteten af barnets relation til den forælder, barnet orienterer sig imod. Fx kan ændringer i barnets liv og rutiner, herunder skilsmisse, i sig selv være medvirkende til, at børn udvikler ængstelighed for at være adskilt fra en forælder. Det kan også være grundet andre traumatiske livsbegivenheder i barnets liv såsom sygdom, ulykker eller dødsfald (Dabkowska et al., 2011).
Ængstelighed ved adskillelse bliver en medvirkende faktor til kontaktbrud, hvis ikke barnet støttes i at håndtere ængsteligheden hensigtsmæssigt. Her kan begge forældres reaktioner på barnets ængstelighed potentielt have betydning for, om barnet fastholdes i sin oplevelse af utryghed ved adskillelse eller støttes henimod at kunne opleve tryghed ved adskillelse.
Når et barn oplever utryghed ved adskillelse fra en forælder, har denne forælder, som barnets trygge base, en vigtig funktion i at møde barnet med omsorg og samtidig at betrygge barnet i at opleve adskillelse trygt. Men hvis forælderen kommer til at føle som barnet, frem for med barnet, og primært møder barnet med øget omsorg og ikke med ro og betryggelse i at adskillelse er trygt, kan forælderen komme til at forstærke utryghed hos barnet.
Hvis den anden forælder tolker barnets utryghed ved adskillelse som en afvisning af forælderen og reagerer på dette med egne sårede følelser, flyttes fokus væk fra betryggelse af barnet og væk fra, hvordan forælderen kan støtte barnet. Og barnet kan opleve at blive bekræftet i, at det er utrygt at være adskilt fra den forælder, barnet orienterer sig mod, fordi barnet ikke mødes med forståelse og omsorg men i stedet gøres ansvarlig for sårede følelser hos forælderen.
Hvis forælderen opfatter barnets utryghed ved adskillelse som udtryk for, at den anden forælder overreagerer og måske endda forsøger at sabotere samvær, kan det øge konflikten mellem forældrene, og derigennem også påvirke den anden forældres mulighed for at betrygge barnet i at opleve adskillelse trygt.