Hvordan fastslås et medmoderskab

Et medmoderskab kan kun fastslås, hvis to kvinder får et barn sammen ved hjælp af assisteret reproduktion. Graviditet af anden vej er ikke gyldig, hvis en kvinde skal have medmoderskab.

Hvis du vil have fastslået et medmoderskab, skal proceduren begynde inden selve behandlingen med assisteret reproduktion.

For at kunne fastslå et medmoderskab, skal du give skriftligt samtykke til behandlingen, og det skal være sandsynligt, at barnet er et resultat af den assisterede reproduktion. Du skal være opmærksom på, at samtykket skal gives og foreligge, før selve behandlingen begynder.

Hvad skal I udfylde inden I går i gang

Inden behandling med assisteret reproduktion går i gang, skal du og din partner udfylde blanketten registrering af medmoder ved brug af anonym donor. Vær opmærksom på, at I skal indhente underskrifter fra vitterlighedsvidner.

Når I har udfyldt og underskrevet blanketten, skal den afleveres på behandlingsstedet til det sundhedsfaglige personale, som skal underskrive den og udstede en kopi til jer.

Når I starter en sag om medmoderskab, skal I sende den underskrevne blanket til Familieretshuset.

Når I er gift

Når I har udfyldt og indsendt blanketten registrering af medmoderskab ved brug af anonym donor, vil Familieretshuset registrere medmoderskabet i forbindelse med barnets fødsel. I opfordres til at rette henvendelse til Familieretshuset så hurtigt som muligt efter barnets fødsel, så medmoderskabet kan registreres.

Behandlingen skal være foretaget af en sundhedsperson

Med sundhedsperson menes en person, som af Sundhedsstyrelsen er autoriseret til at varetage sundhedsfaglige opgaver og funktioner. Dette er b.la. læger, jordemødre i offentlig eller privat regi, herunder sædbanker, vævscentre og fertilitetsklinikker, hvor sæddonorer afleverer sæd til autoriserede sædbanker eller vævscentre, som formidler sædportioner til behandlende fertilitetsklinikker