Hvis du søger om uddannelsesbidrag

Uddannelsesbidrag er et bidrag, den ene forælder betaler til den anden, hvis barnet er under uddannelse, og en forælder fortsat har forsørgelsesudgifter til barnet.

Familieretshuset kan hjælpe jer med at fastsætte uddannelsesbidragets størrelse.

Du kan ansøge om fastsættelse af uddannelsesbidragets størrelse til et barn over 18 år, som du er forælder til.

Hvem kan søge?

Hvis dit barn er mellem 18 og 24 år og under uddannelse, og du stadig har forsørgelsesudgifter til barnet, kan den anden forælder blive pålagt at betale uddannelsesbidrag til barnet. Det kan du ansøge om gennem Familieretshuset.

Vi kan kun fastsætte uddannelsesbidrag, hvis den anden forælder ikke opfylder sin forsørgelsespligt over for jeres barn.

Hvornår kan du søge?

Modtager Familieretshuset din ansøgning senest to måneder efter den bidragsudløsende begivenhed, fastsætter vi uddannelsesbidrag fra datoen for den bidragsudløsende begivenhed.

Den bidragsudløsende begivenhed kan være:

  • uddannelsens start
  • barnets 18-års fødselsdag, hvis uddannelsen er påbegyndt forinden
  • ophør af forsørgelse, herunder udløb af børneopsparing.

Hvis du ansøger senere end to måneder efter den bidragsudløsende begivenhed, fastsætter vi bidraget fra den dato, vi modtager ansøgningens i Familieretshuset.

Beregning af uddannelsesbidragets størrelse

Hvis I ikke kan blive enige om uddannelsesbidragets størrelse, kan I søge Familieretshuset om at afgøre, hvor stort uddannelsesbidraget skal være.

Når vi fastsætter et bidrag, der er større end normalbidragets grundbeløb, vil bidraget altid udgøre normalbidragets grundbeløb + en procentsats.

Et uddannelsesbidrag fastsættes med månedsvis forfald forud.

Beregning af indkomsten for den, som skal betale

Betalers indkomst omfatter alle indtægter, herunder lønindkomst, bonus, honorarer, renteindtægter, aktieudbytte, over- og underskud ved personlig virksomhed samt i selskaber, som betaler har bestemmende indflydelse over. Det gælder også selskaber, som betaler indirekte ejer via andre selskaber.

Der gælder særlige regler, hvis betaler har udenlandsk indkomst, eller hvis betaler har en personlig virksomhed eller et selskab i udlandet.

Der gælder særlige regler, hvis betaler har en skattefri indkomst.

Familieretshuset tager ikke hensyn til betalers udgifter.

Ophør af uddannelsesbidrag

Uddannelsesbidraget ophører automatisk ved barnets 24. år.

Uddannelsesbidraget ophører også automatisk, hvis uddannelsen afsluttes eller afbrydes.